Fortsæt til indhold

14-årig dreng har det godt efter genoplivning i Hornslet Svømmehal

Genoplivet dreng var en dygtig svømmer, men fik tilsyneladende et ildebefindende og måtte reddes op i svømmebassin og have hjertemassage

Krimi
Jeppe Rafn

En 14-årig dreng fik formentlig et ildebefindende, da han i formiddag dykkede ned til bunden i Hornslet Svømmehal. Han blev nede på bunden, så en lærer sprang i vandet og reddede ham op.

Eleven havde mistet bevidstheden, oplyser Syddjurs Kommune, men blev genoplivet med hjertemassage, inden den tilkaldte ambulance ankom til Hornslet Skole.

Drengen blev kørt til på Skejby Sygehus, hvor han skal ligge til observation indtil i morgen. Det oplyser Syddjurs Kommunes chef for Børn og Læring, Per Viggo Larsen, til Lokalavisen.

"Det vigtige er, at han har det godt," fortæller Per Viggo Larsen.

Dygtig svømmer

Episoden skete i forbindelse med svømmeundervisning af fire elever fra 7. og 8. klasse, der havde selskab af to lærere. Drengen, der måtte reddes, går i 7. klasse på Hornslet Skole.

"Han er en dygtig svømmer, der mange gange tidligere har dykket ned på bunden, men han fik tilsyneladende et ildebefindende," fortæller chefen for Børn og Læring.

"Lærerne reagerede prompte, som de skulle, og begyndte at give hjertemassage med det samme, så drengen kom til bevidsthed."

Eleverne og lærerne er blevet tilbudt krisehjælp.