Vicevært trodsede flammerne: Reddede kvinde ud af brændende lejlighed
Tidligt tirsdag morgen udbrød der brand i en lejlighed. Men allerede inden brandvæsnet var nået frem, havde viceværten reddet kvinden fra flammerne.
Daniel Sennek
Tidligt tirsdag morgen blev redningsfolk kaldt ud til en brand i en lejlighed i Holstebro. Inden politi og brandfolk nåede frem til stedet, havde viceværten allerede været på pletten og reddet en ældre kvinde ud af sit hjem.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
"Vi ved det ikke med sikkerhed, men der er formentlig gået ild i en varmepude," forklarer indsatsleder hos Nordvestjyllands Brandvæsen, Morten Gräs Jensen, til avisen.
Kvinden var naturligvis chokeret efter branden, men er ellers sluppet billigt, lyder meldingen.