39-årig mand anholdt med 35.000 piller: Har fået dom med det samme
En 39-årig mand modtog onsdag en straksdom i Retten i Aarhus på ni måneders fængsel mindre end 24 timer efter, at han blev anholdt på sin adresse i Aarhus N
Et anonymt tip fik Østjyllands Politis specialpatrulje til tirsdag at aflægge en 39-årig mand i det nordlige Aarhus et besøg, og det viste sig at være en særdeles god idé. For da betjentene bad den 39-årige om at vise eventuelt ulovlige piller frem, viste han frivilligt et glas med knap 200 piller, som lå i lejligheden. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Patruljen besluttede sig dog for at foretage en grundig ransagning af hjemmet, og gemt i hemmelige rum bag nogle kommoder fandt de adskillige pakker med piller af forskellig art. Blandt andet potenspiller, metadon og valium. I alt 35.700 piller blev beslaglagt på stedet. Derudover fandt betjentene også flere salgsposer og omkring 9.000 kroner i kontanter, som også blev beslaglagt.
Manden blev anholdt og sigtet for salg af narko, og onsdag formiddag stod han så i Retten i Aarhus. Her erkendte han, at han ville sælge den store mængde piller på det sorte marked, og han blev idømt en straksdom på ni måneders fængsel. Det vil sige, at han skal afsone straffen inden for meget kort tid, og at han frem til afsoningen skal sidde varetægtsfængslet.
Den 39-årige er tidligere dømt for lignende kriminalitet, og det talte med i udmålingen af straffen, oplyser politiet i pressemeddelelsen.
jwh