Motorcykel og barnevogne futtet af i skurbrand i Viby
Garageskur udbrændt mandag aften
Ambulancer, politi og brandvæsen rykkede mandag aften talstærkt ud til en brand på Kaj Munks Vej ved Vilhelm Becks Vej i Viby, fordi myndighederne modtog flere anmeldelser om, at der både var brand i etageejendommen og i en container.
Da man kom frem, var det dog knap så slemt som frygtet, idet der 'kun' var ild i et garageskur tæt ved en etageejendom, som af sikkerhedshensyn blev nedkølet med vand.
Indsatsleder John Damgaard fra Østjyllands Brandvæsen oplyser, at skuret var overtændt, da brandvæsnet kom frem, og at der var en motorcykel og nogle barnevogne i skuret, som udbrændte.
Branden blev anmeldt lige omkring klokken 19, og da politiet kom frem, var ilden allerede slukket. Årsagen til branden er endnu ukendt.