Politirapporten: Bilist væltede lyssignal på Ringvejen i Aarhus
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport for Aarhus Kommune
Færdsel
Natten til torsdag kl. 05.20 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var blevet påkørt et lyssignal i krydset Viborgvej/Åby Ringvej i Aarhus V. Der lå vragdele i krydset, og det væltede lyssignal lå ind over kørebanen. Anmelderen havde set en bil med ødelagt forlygte køre fra stedet. Politiet ved endnu ikke, hvem der var skyld i uheldet.
Færdsel
Onsdag kl. 11.48 skete der et færdselsuheld ved Holme Ringvej/Sønderhøj i Højbjerg. En bus, med en 42-årig mandlig chauffør bag rattet, kom kørende ad Holme Ringvej, da en bil, ført af en 18-årig mand, kørte ud foran bussen fra Sønderhøj. Der skete sammenstød mellem bilen og bussen med materiel skade til følge. Der skete umiddelbart ingen personskade.
Færdsel
Onsdag kl. 16.08 skete der et færdselsuheld på den østjyske motorvej ved Tilst. En 40-årig kvindelig bilist bremsede ned på grund af tæt trafik, men den bagvedkørende bilist, en 45-årig kvinde, nåede ikke at bremse og kørte derfor ind i bilen foran. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved sammenstødet.
Færdsel
Onsdag kl. 16.40 skete der et færdselsuheld på den østjyske motorvej ved Brabrand. En 45-årig mandlig bilist ville skifte vognbane, da han ramte ind i det midterste autoværn og mistede herredømmet over sin bil. Bilen snurrede rundt og ramte blandt andet ind i en anden bil ført af en 35-årig mand. Der skete betydelig materiel skade ved uheldet, men umiddelbart ingen personskade.
Færdsel
Onsdag kl. 21.18 skete der et færdselsuheld på Åby Ringvej i Brabrand. En 18-årig mandlig bilist kom kørende ad Åby Ringvej ved Edwin Rahrs Vej, da han mistede herredømmet over sin bil og ramte midterrabatten. Bilen skred ud og snurrede rundt og påkørte en elmast i højre side af vejen. Der skete ingen personskade ved uheldet.
Færdsel
En 21-årig mand blev natten til torsdag kl. 03.20 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Viby.
Færdsel
En 26-årig mand blev natten til torsdag kl. 03.27 anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Møllevangs Allé i Aarhus V.
Indbrud i private hjem:
- På Bethesdavej i Aarhus N begået onsdag den 20/3 mellem kl. 13.00 og kl. 14.35
- På Tiliavej i Harlev begået mellem mandag den 11/3 kl. 13.00 og tirsdag den 12/3 kl. 14.00
- På Blåmejsevej i Aarhus V begået torsdag den 21/3 kl. 02.45
jr