Fortsæt til indhold

Færdselskontrol ved Tilst Skole: 41 bilister kørte for stærkt

Borgerhenvendelse om høj fart ved Tilst Skole viste sig at holde stik

Krimi
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi har i dag foretaget en automatisk trafikkontrol (ATK) på Tilst Vestervej i Tilst, som er en meget benyttet skolevej til Tilst Skole.

I alt 41 bilister kørte for stærkt og kan se frem til at få en hilsen fra politiet og en bøde på 1.000, 1.500 eller 2.500 kroner afhængigt af hvor meget, de har kørt for stærkt.

Fem af bilisterne kørte så meget for stærkt, at de får et klip i kørekortet. Det gør man, når man kører over 30 procent hurtigere end tilladt, så de har kørt mindst 66 km/t på vejen, hvor man må køre 50 km/t. Disse bilister får en bøde på 2.500 - 3.500 kroner.

Én bilist blev målt til at køre 86 km/t og står dermed til minimum en betinget frakendelse af kørekortet samt en bøde på 4.000 kroner. Hvis bilisten har noget på 'bogen' i forvejen, vil vedkommende få en ubetinget frakendelse af kørekortet.

Trafikkontrollen skete på baggrund af en henvdelse fra en borger i Tilst, der via servicen 'Bestil en Betjent' har henvendt sig til politiet og fortalt, der bliver kørt for stærkt ved skolen i Tilst.

Politikommissær Lars Bisgaard oplyser, at politiet foretog fartmåling i begge retninger på Tilst Vestervej. Fra klokken 6.50 - 9.50 målte man trafikanterne, der kom kørende fra Viborgvej ved Græsvangen på Tilst Vestervej.

Derefter målte man fra klokken 10.30 - 12.50 i den anden retning fra et sted på Tilst Vestervej nærmere Viborgvej.