Politiet sigter mand efter brand i fyrrum
Der udbrød fredag aften en mindre brand i en ejendom ved Haarby
En 68-årig mand er blevet sigtet for uforsigtighed med ild, efter der fredag aften udbrød brand i kælderen til mandens hus på Låsbyvej i Haarby. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Branden blev anmeldt klokken 20.41, hvor der var en del røgudvikling i kælderen, hvor et brændefyr var placeret.
UgeBladet har været i kontakt med den 68-årige mand, der fortæller, at der røg en gnist fra fyret over på et stykke pap, der brød i brand og antændte noget isolering, hvorved der skete en ganske pæn røgudvikling.
Den 68-årige blev af personalet fra en tilkaldt ambulance undersøgt for mindre brandskader, men han fortæller, at han har det fint. Der er heller ikke, oplyser han, sket skader på huset.
Efter dialog med brandteknikere på stedet valgte politiet derfor at sigte den 68-årige mand for branden. Det stiller han sig noget uforstående over for og betegner hændelsen som et uheld.
jwh