Fortsæt til indhold

Ældre mand i båd efterlyses: Torpederede kajakroer og stak af

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har vidnet denne påsejling, eller som har oplysninger om jollen eller dens fører.

Krimi
Jacob Nielsen

En 49-årig mand fra Ølstykke har til Midt- og Vestsjællands Politi anmeldt, at han på en sejltur i en kajak i Værebro å ved Jyllinge tirsdag eftermiddag blev påsejlet af en motordrevet jolle.

Ved sammenstødet i åen kæntrede kajakroeren, og der opstod skade på hans kajak.

Selv om kajakroeren og andre tilstedeværende råbte ad den mandlige fører af jollen, sejlede han videre ad åen og ud i Roskilde Fjord, hvor han forsvandt uden at give sig til kende.

Føreren af jollen med motor blev beskrevet som: mand, 60-70 år, gråt mellemlangt skæg, iført lyseblå cowboyshorts. Hans jolle blev beskrevet som fladbundet og hvid, og på jollens motor var skrevet tallet ”6” i hjemmelavet skrift.

Politiet mener, at føreren af jollen har forvoldt fare for kajakroerens liv og førlighed og efterlyser derfor manden. Lokalpolitiet i Roskilde hører derfor gerne fra personer, der har været vidner til episoden, eller som har oplysninger jollen eller føreren.

Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4.