Politiet: Vi skal have naboen til at kigge efter
Østjyllands Politi gik på gaden med gode råd før juleferien begynder
“Vi har boet her i 25 år, og der er aldrig sket noget,” lød det fra en kvindelig borger foran SuperBrugsen i Hammel tirsdag før jul.
“Så har I haft gode naboer,” lød svaret fra landbetjent Arne Knudsen.
LÆS OGSÅ: BORGER SATTE POLITIET PÅ SPORET AF TO INDBRUDSTYVE
Østjyllands Politi var mødt op med en mobil politistation, der tidligere har været i brug under bandekonflikten i Aarhus.
I Hammel var det en lidt fredeligere baggrund, selvom indbrud er voldsomt forstyrrende for de skadelidte.
Lås døren
Politiassistent Tim Johansen, der i det daglige arbejder med den forebyggende indsats på indbrudsområdet, gav sammen med Hammels lokale landbetjent Arne Knudsen gode råd til de borgere, som kom forbi med indkøbsvognen. Der blev delt brochurer om nabohjælp ud.
“Vi har nu erfaret, at i de områder, hvor folk holder øje med hinandens boliger, er indbruddene faldet med 25 procent,” lød det fra Tim Johansen.
“Og det er også en god idé at låse sin dør, selvom man er hjemme. Sidder du i den anden ende af huset, er det let for en tyv at liste ind og måske fjerne bilnøglen i entreen,” lød et andet godt råd.
“Vi vil også aktivt sende patruljer ud i juleferien og holde et ekstra øje,” lovede betjenten fra Aarhus.
LÆS MERE OM NABOHJÆLP