Politiet savner vidner: 17-årig stukket i ben med kniv
Knivstikkeri fredag aften i Kalmargade i Aarhus N
En 17-årig dreng blev fredag aften stukket i benet med en kniv i Kalmargade i Aarhus N.
Episoden skete cirka klokken 19.13 ved Kalmargade 33-35.
"Vi mangler i den grad vidner i sagen. Nogen, der har set episoden eller set nogen stå og vente på stedet eller nogen løbe eller køre fra stedet," fortæller Østjyllands Politis vagtchef Jes Frederiksen til Lokalavisen.
Hvad har offeret fortalt om episoden?
"Jeg vil ikke kommentere på, hvad offeret har sagt," siger vagtchefen, der heller ikke vil oplyse, om drengen har fået ét eller flere knivstik.
Han blev kørt på skadestuen, men er udskrevet igen efter overfaldet i Kalmargade, som er tilholdssted for den ene af de to bander, der for tiden er i krig om det aarhusianske hashmarked.
"Lige nu er der ikke noget, der siger, at overfaldet har noget med konflikten at gøre," siger Østjyllands Politis vagtchef Jes Frederiksen.