Atter et døgn med brande: Bil, container og legeplads-hytte i flammer
To brande i det vestlige Aarhus og en i Risskov det seneste døgn
Arkiv
Østjyllands Brandvæsen har sit at se til i disse dage, og lørdag måtte brandfolkene igen ud til et par påsatte brande i det vestlige Aarhus.
Ved 20-tiden stod en container på Rydevænget ved Trillegården i flammer.
Senere var det Gellerup, brandvæsnet måtte rykke ud til.
Klokken 00.22 var en bil i lys lue på en parkeringsplads ved Gudrunsvej. Her så en anmelder ifølge Østjyllands Politi to personer køre væk på en knallert.
Foruden de to brande i Aarhus V, måtte brandvæsnet søndag aften ved 20-tiden også en tur til Risskov.
På en legeplads ved Lindeborgvej var der opstået brand i en hytte på legepladsen. Det vides ikke, om den var påsat.