Politiet forbyder igen Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs i at demonstrere
Lørdag var det Tønder og søndag Sønderborg, hvor politiet af sikkerhedshensyn forbyder Rasmus Paludan og Stram Kurs i at demonstrere
For anden dag i træk forbyder politiet søndag Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs at demonstrere i Sønderjylland, skriver Ritzau.
Søndag er indgrebet rettet imod en planlagt optræden klokken 14 i Sønderborg. Det begrundes af politiet med hensynet til sikkerheden.
I en pressemeddelelse skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, at politiet har 'valgt at aflyse' demonstrationen. En pressemedarbejder bekræfter dog, at der faktisk er tale om et forbud.
Beslutningen om at gribe ind er truffet af politikredsen 'i tæt samarbejde med PET', lyder det.
Også i Tønder henviste politiet til en sikkerhedstrussel, da Paludan fik forbud mod at demonstrere i Tønder fra klokken 14 til 16.30.
Politiet ønsker ikke at udtale sig nærmere, lyder det, og også dette er en gentagelse af ordensmagtens budskab lørdag, skriver Ritzau.
Partiet Stram Kurs, som Paludan har stiftet, er på vej til at kunne blive opstillet til Folketinget.