Motorcyklist dræbt: Havde ikke en chance for at undvige modkørende bil
En 57-årig mandlig motorcyklist fra Jyllinge mistede mandag eftermiddag klokken 16.24 livet i en tragist trafikulykke på Sengeløsevej ved Herringløse på Midtsjælland. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden havde tilsyneladende ingen chance for at undvige, da en bil ført af en 74-årig mand fra Taastrup kom over i hans vejbane.
En foreløbig konklusion fra politiets bilinspektør, sammenholdt med vidneforklaringer, viser, at den 74-årige bilist af ukendte årsager kom med højre for- og baghjul ud i gruset i vejkanten, da han kom kørende ad Sengeløsevej mod sydøst. Han forsøgte at styre kontra, men kørte efterfølgende over i den modsatte kørebane, hvor han ramte motorcyklisten frontalt.
Den 57-årige motorcyklist fik livreddende førstehjælp, men lægen fra den tilkaldte lægehelikopter måtte kort efter erklæret motorcyklisten for afgået ved døden på grund af de svære kvæstelser, han havde pådraget sig. De pårørende er underrettet.
Den 74-årige bilist fik rutinemæssigt udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af alkohol, narkotika eller medicin.
Først når resultaterne fra blodprøven og undersøgelserne fra bilinspektøren ligger klar, bliver der taget stilling til, hvordan sigtelsen mod den 74-årige bilist skal lyde, oplyser kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
jn