Hård kollision med mur: Mand brækker flere knogler i ansigtet og på kroppen
En knallertfører påkørte torsdag kirkemuren i Hellested på Stevns
En 60-årig mand var torsdag eftermiddag klokken 14.21 i en soloulykke i Bygaden i Hellested på Stevns.
Manden kom kørende på en knallert, da han i en kurve mistede herredømmet og kolliderede med kirkemuren, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Vidner har oplyst, at manden var kørt frontalt ind i kirkemuren.
Den 60-årige mand bar ikke styrthjelm. Han blev fløjet til Rigshospitalet i helikopter til behandling og her blev det klart, at han havde pådraget sig alvorlige skader i forbindelse med uheldet. Han havde blandt andet fået flere knoglebrud på kroppen og i ansigtet, men han var uden for livsfare.
Den 60-årig fik udtaget en blodprøve, der skal klarlægge, om han var spirituspåvirket i forbindelse med ulykken, oplyser politiet.
jn