Politikers hjem angrebet med sten: Nu efterlyser politiet mand og kvinde
En mand og en kvinde kan være vigtige vidner i sag om hærværk mod rådmand i Odense Kommune, Susanne Crawley
I forbindelse med hærværk begået mod rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, Susanne Crawleys, hjem natten til den 4. maj klokken 05.20, vil Fyns Politi meget gerne i kontakt med en mand og en kvinde, der befandt sig i området tæt på gerningstidspunktet, hvor to sten blev kastet gennem to ruder.
På en videoovervågning optaget i nærområdet netop omkring gerningstidspunktet kommer de to personer gående ad Hunderupvej umiddelbart efter krydset Hunderupvej/Jagtvej i retning væk fra centrum – det vil sige i sydlig retning. De trak med en damecykel med en cykelkurv foran. Den ene person havde en taske over skulderen.
Politiet vil meget gerne i kontakt med manden og kvinden, da de måske har set noget, der kan have interesse for politiets efterforskning.
Politiet opfordrer samtidig til, at andre personer, der befandt sig i området kontakter politiet, hvis de observerede personer eller køretøjer omkring klokken 05.20 den 4. maj – altså meget tidligt lørdag morgen.
Henvendelse til Fyns Politi på telefon 1-1-4.
jn