Fortsæt til indhold

Taxachauffør tæskede og plyndrede kunde

En 19-årig mand fra Ordrup fik en ualmindelig ublid medfart lørdag eftermiddag, da han skulle med en taxa til bopælen

Krimi
Af Jesper Bjørn Larsen

Nettet strammer i øjeblikket om den taxachauffør, der lørdag gjorde sig selv til både voldsmand og røver, da han tævede en 19-årig mand og stjal fra ham.

Politiet er nemlig tæt på at have indkredset ham, oplyser vicepolitikommissær Finn Duris fra Nordsjællands Politi.

Det voldelige overfald skete ca. kl. 16.47 på Strandvejen ved Jægersborg Allé. Den unge mand havde i en lettere overrislet tilstand taget en taxa fra Café Guldhornene i indre by, da chaufføren angiveligt kom i tvivl om den unge mand overhovedet kunne betale regningen.

Det forsikrede den 19-årige mand fra Ordrup, at han godt kunne, men chaufføren blev åbenbart så truende, at den unge mand på et tidspunkt så sig nødsaget til at hoppe ud af taxaen og løbe sin vej.
Chaufføren fik løbet ham op og tildelte ham flere slag, oplyser vicepolitikommissær Finn Duris.

Herudover tog chaufføren hans jakke, der både indeholdt pung, personlige papirer og nøgler til bopælen.

Den unge mand begyndte at traske hjemad, da en af politiets patruljer tilfældigt kom forbi. Sammen med politiet kørte han rundt i området for at finde taxaen, men forgæves.

Politiet er dog fortrøstningsfulde med at finde den voldelige taxachauffør,

"Vi har stort set hele registreringsnummeret på taxaen, så vi forventer at få sagen afsluttet hurtigst muligt", siger vicepolitikommissær Finn Duris.

Den unge mand måtte en tur forbi skadestuen for at få tilset sine skader efter den ublide medfart.