Konfirmand på blå mandag røvet af granvoksne mænd
En 14-årig nykonfirmeret dreng fra Broby på Fyn fejrede i går blå mandag og var i den forbindelse en tur i Odense. Turen endte dog kedeligt, da han blev offer for et røveri, oplyser Fyns Politi.
Drengen sad klokken 13.45 alene på et lavt vejskilt i krydset ved Klaregade og ventede på en kammerat, da han blev kontaktet af en fremmed mand (A).
Manden spurgte om forskellige ting angående konfirmation, og mens de to talte sammen, mærkede den 14-årige dreng samtidig noget i sin baglomme. Da han vendte sig om så han en anden mand (B), som var iført en sort maskering for ansigtet.
B gav drengen et kraftigt skub i ryggen med begge hænder, så han faldt til jorden og slog sine knæ. Efterfølgende stak begge mænd af fra stedet.
Konfirmanden konstaterede straks, at han manglede et hævekort fra lommen. Hævekortet var heldigvis et gammelt og lukket kort.
De to mænd, som stod bag røveriet efterlyses med følgende signalement:
A: Mand, dansk, 25-30, alm. af bygning, ca. 185 cm, kraftigt brunt hår lidt grydeklipagtig frisure,
talte med fynsk dialekt.
B: Mand, alm. bygning, ca. 180 cm, helt i sort tøj fra top til tå og sort bandana for ansigtet.
Kontakt Fyns Politi på telefon 1-1-4 hvis du har oplysninger til sagen.
jn