Fortsæt til indhold

Dømt til fængsel, samfundstjeneste og misbrugsbehandling

Krimi
Jeppe Rafn

En 44-årig far og hans 23-årige søn, begge fra Gedved, har begge fået en dom på fem måneders fængsel for i november 2015 at have haft et skunklaboratorium i Horsens. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Far og søn tilstod i Retten i Horsens og forklarede, at de havde lavet laboratoriet for at få tiden til at gå og for at bruge planterne i medicinsk øjemed. De havde også fået oprettet en web-shop, hvor de solgte udstyr og frø.
To af de fem måneders fængsel skal afsones, mens de øvrige tre måneders fængsel er betingede.
Faren skal desuden udføre 60 timers samfundstjeneste, og sønnen skal i misbrugsbehandling, oplyser politiet.
"Sønnen blev også idømt en bøde på 50.000 kroner for at transportere fyrværkeri. I december 2014 blev han standset af politiet lidt fra sin bopæl, hvorfra han solgte fyrværkeri. Da han blev standset, kørte han rundt med store mængder af det i bilen. Fyrværkeri er farligt gods, og der stilles store krav til, hvordan man må transportere den slags. Ingen af disse krav var opfyldt, og derfor blev han også idømt en bøde for transporten," siger specialanklager for Sydøstjyllands Politi, Pernille M.A. Moesborg, der er anklager i sagen.