Politirapporten: Kvindelig flugtbilist bragede ind i forankørende bil
Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En bilist påkørte søndag eftermiddag en bil i Aarhus, hvorefter vedkommende valgte at flygte fra stedet uden at give sig til kende. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Sammenstødet skete klokken 17.45 på Strandvejen i Aarhus, hvor en 41-årig mandlig bilist kom kørende ad Strandvejen og holdt stille i krydset ved Marselis Boulevard, da han blev ramt bagfra af en anden bil.
Den 41-årige mand kørte lidt frem og ind til siden og forventede, at den anden bilist ville gøre det samme, men vedkommende fortsatte blot forbi. Ifølge den 41-årige mand, der sad bag rattet i bilen, der blev ramt, kørte flugtbilisten over for rødt lys to gange og derefter væk fra stedet. Den 41-årige mand er ret sikker på, at bilen blev ført af en kvinde.
Der skete kun materiel skade ved uheldet, oplyser politiet i døgnrapporten.
Døgnets øvrige hændelser
Færdsel
Søndag klokken 23.49 blev en 19-årig mand anholdt og sigtet for narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Holmevej i Højbjerg.
Natten til mandag klokken 00.45 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Holmstrupgårdvej i Brabrand.
Indbrud
- På Strandborgvej i Risskov begået mellem torsdag den 16/5 kl. 17.30 til søndag den 19/5 kl. 07.45
- På Horsevænget i Tranbjerg begået mellem lørdag den 18/5 kl. 11.30 og søndag den 19/5 kl. 12.30
- På Yrsavej i Åbyhøj begået mellem fredag den 17/5 kl. 12.00 og søndag den 19/5 kl. 14.05
- På Thunøgade i Aarhus C begået søndag den 19/5 mellem kl. 01.00 og kl. 04.30