Professionel fodbolddommer i Afrika fik udbetalt formue i sygedagpenge i DK
En somalisk, professionel fodbolddommer har modtaget 176.596 kroner i sygedagpenge, mens han arbejdede som professionel fodbolddommer i Afrika. Det fremgår af politiets anklageskrift i sagen mod den 47-årige mand, skriver jv.dk.
Manden er tiltalt at have oplyst til Kolding Kommune, at han i perioden fra 31. august 2011 til 1. december 2013 var uarbejdsdygtig. Derfor fik han udbetalt de 176.596 kroner i sygedagpenge. I perioden arbejdede han dog ifølge anklagemyndigheden som professionel fodbolddommer i Afrika og skulle derfor ikke have haft sygedagpenge.
Den somaliske fodbolddommer er at finde på en international dommerhjemmeside, hvor det fremgår, at han i perioden fra sommeren 2011 til december 2013 dømte inrenationale fodboldkampe i Afrika, skriver jv.dk.
Den 47-årige mand er også tiltalt for ikke at oplyse sin a-kasse om, at han i flere tilfælde fra 2011 til 2014 ikke var i Danmark. Dermed stod han ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, men fik uberettiget udbetalt 27.000 kroner i dagpenge.
Manden har ikke længere adresse i Danmark, og han mødte ikke op til retsmødet.