Fortsæt til indhold

Kom treårige Nicolai til undsætning efter trafikulykke: Nu sender moderen en dybfølt tak

Torsdag var Nete Bolander og hendes blot treårige søn Nicolai involveret i et trafikuheld. Siden efterlyste hun dem, der kom hendes søn til undsætning, og nu har hun fundet dem.

Krimi
Daniel Sennek

Da Nete Bolander torsdag kørte med sin treårige søn i bilen, oplevede hun nok det, som de fleste forældre frygter med børn i bilen. En bil kørte direkte op i hende bagfra, så hun selv ramte ind i den forankørende. Heldigvis kom en mand og en kvinde hendes treårige søn, Nicolai, til undsætning.

Det skriver Fyens.dk.

Ulykken skete på Assensvej nær Ringe i torsdags. Og Nete kom omgående i stærke smerter og kunne ikke bevæge sig. Dermed kunne hun ikke tage sig af sin treårige søn, der heldigvis slap forholdsvis uskadt fra ulykken, men græd på grund af chokket.

"Han åbnede bildøren og så, at Nicolai græd. Han tog Nicolai ud og talte til ham og krammede ham. Senere var der også en kvinde, der hjalp til. Jeg vil gerne finde dem og fortælle, hvor dybt taknemmelig jeg er, og hvor glad jeg er for, at de kom og prøvede at berolige min søn," lød det tidligere fra Nete Bolander til fyens.dk.

Nu har Netes "redningsfolk" meldt sig, og dermed har hun været i stand til at takke dem for deres hjælp, skriver hun på Facebook:

"Jeg har fundet manden, der tog sig af min søn i torsdags. Eller manden skrev til mig. Tak for hjælpen alle sammen..."