Fortsæt til indhold

Slæbte 11-årige Noah 30 meter - tog kvælertag og uddelte slag

Krimi
Af Daniel Sennek

En lærervikar på Hunderupskolen i Odense er blevet politianmeldt for at have begået vold mod flere elever.
Det skriver TV2.
Noah Ruus og en kammerat blev angiveligt udsat for et voldeligt overgreb af en lærervikar på Hunderupskolen i december sidste år
I december sidste år blev Noah Ruus og en kammerat angiveligt udsat for et voldeligt overgreb af en vikar på Hunderupskolen.
"Han tager først fat i deres arme og slæber dem 30 meter op ad en gang ind på dét, de kalder skoletorvet, hvor han så tager fat i deres nakker som et myregreb og holder dem nede," fortæller Noahs far, Kristoffer Ruus, til TV2.
Desuden skulle lærervikaren have hevet de to drenge op igen ved at tage kvælertag på dem - og tildele dem et endnu hårdere slag i baghovedet.
Forældrene er også rasende over, at de blev ikke tilkaldt eller kontaktet telefonisk. Den eneste kontakt fra skolen var en mail via forældreintra.
"Jeg er rasende. Jeg synes simpelthen, at det er hovedrystende," fortæller Charlotte Ruus til TV2.
Noahs forældre valgte på eget initiativ at tage på skadestuen for at få dokumenteret følgerne af det formodede overfald, og dagen efter valgte de at politianmelde sagen.
Hverken Hunderupskolen eller Børne- og Ungeforvaltningen havde valgt at opfordre forældrene til at dokumentere skader eller politianmelde sagen.
Dagen efter overfaldet var den pågældende vikar stadig på skolen. Først senere på dagen blev han fritaget for tjeneste og indkaldt til en tjenstlig samtale.
Vikaren har ikke ønsket at tale med TV 2/FYN.
Skoleleder på Hunderupskolen, Helle Hjorth, beklager sagen og fortæller, at hun har holdt flere møder med Noahs forældre.