Fortsæt til indhold

Havde blot kørekort i tre måneder: Blæste afsted med 203 kilometer i timen

En 18-årig mand mistede sit kørekort efter bot tre måneder, da han mildt sagt kørte alt for hurtigt.

Krimi
Daniel Sennek

En 18-årig mand fra Snedsted i Thy kan vinke farvel til sit stort set nyerhvervede kørekort. Efter blot tre måneder med kørekort blev den unge mand snuppet torsdag aften, da han kørte langs Byholmvejlevej vest for Fjerritslev.

Det skriver TV2 NORD.

"Klokken 20:43 kommer en ung mand susende forbi patruljen med 203 km/t, og man måtte altså kun køre 80 km/t," siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Larsen, til TV2 NORD.

Dermed kan den unge 18-årige mand da også vinke farvel til sit kørekort, da han har haft det i mindre end tre måneder.

"Han mister kortet ubetinget, da hastighedsoverskridelsen er på mere end 100 procent," siger vagtchefen til TV2 NORD.

Den unge mand kan også se frem til en fartbøde på omkring 10.000 kroner.