Fortsæt til indhold

Rottelort blandet med 93 ton krydderier

Uhumsk fund på østsjællandsk gods

Krimi
Jesper Lundh

En erfaren krydderiforhandler er blevet knaldet af Fødevarekontrollens Rejsehold for at gemme 93 tons krydderier i en uhumsk lade, hvor der også lå døde mus og ekskrementer efter rotter og mus.
Det uhygiejniske, uregistrerede og ulovlige lager på et østsjællandsk gods, blev opdaget da tilsynsteknikere var på kontrol i godsets lade, der var udlejet til krydderiforhandleren.
Rejseholdet dukkede op efter en anonym anmeldelse. Da kontrollanterne undersøgte laden nærmere, viste det sig, at der lå døde mus samt ekskrementer fra både mus og rotter flere steder i lokalet og på nogle af kasserne med krydderier.
Selv om mange forbruger sandsynligvis gerne vil vide, hvem krydderiforhandleren er, kan Fødevarekontrollen ikke oplyse navnet.
"Hvis man overholder loven og er er inde i systemet, offentliggør vi resultaterne fra vores kontroller. Men lige så snart virksomheden ikke er registreret og ulovlig, kan vi ikke sige noget. Sådan har politikerne besluttet, loven skal være," siger Søren Jensen fra Fødevarekontrollens Rejsehold til Lokalavisen.dk.
Fødevarekontrollens Rejsehold har nu varslet bøder og beslaglagt varerne, indtil virksomheden har dokumenteret, om krydderierne kan sælges til forbrugerne uden sundhedsrisiko. Ellers vil krydderiforhandleren blive pålagt at destruere varerne.