Forsøgte at veksle falske sedler
18-årig prøvede at veksle falske, tyrkiske pengesedler på banegården
Arkiv
Personalet i et vekselbureau på banegården i Aarhus alarmerede tirsdag klokken 16.35 politiet, da en 18-årig mand forsøgte at veksle falske tyrkiske pengesedler til danske kroner.
Medarbejderen, som den 18-årige henvendte sig til, fattede med det samme mistanke til pengesedlerne, og da han påpegede det, forsøgte manden at gå fra stedet.
Det lykkedes dog personalet at tilbageholde den 18-årige, indtil et par betjente kort efter kom frem.
De beslaglagde sedlerne, anholdt den 18-årige og sigtede ham for pengefalsk og for forsøg på bedrageri.
Den 18-årige forklarede selv, at han tilfældigvis havde fundet pengesedlerne på gaden og ikke vidste, at de var falske.
dp