Dybt tragisk: Mor og 4-årig søn indebrændt
Lejlighedsbrand kostede 31-årig kvinde og hendes 4-årige søn livet
Jacob Nielsen
En dybt tragisk hændelse fandt sted på Hovedgaden i Mørkøv fredag eftermiddag. Her omkom en 31-årig kvinde og hendes 4-årige søn i forbindelse med en ildebrand, som opstod i en 1. sals lejlighed omkring klokken 14:32, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Der var ikke flere personer til stede i lejligheden end den 31-årige kvinde og hendes søn. Deres pårørende er underrettet.
Branden medførte en spærring af krydset Holbækvej-Hovedgaden-Ringstedvej i Mørkøv, hvilket blandt andet betød, at busruter blev omlagt i området.
Politiet fik assistance fra National Kriminalteknisk Center til at undersøge brandstedet i et forsøg på at finde årsagen til brandens opståen.