Glem det, I kommer ikke ind her!
Hørsholm-butik Lab Tech Data er træt af, at tyve igen og igen forsøger at smadre panserglas
"La' nu vær'! I kommer ikke igennem. Der er panser over det hele!"
Sådan lyder appellen fra butikschef Stig Andersen, Lab Tech Data i Hovedgaden i Hørsholm, til de personer, der med mellemrum forsøger at bryde ind i butikken. Senest natten til onsdag, da Stig mødte på arbejde og måtte konstatere, at en eller flere igen havde forsøgt sig.
"Der lå store sten foran butikken, som de havde forsøgt at smadre en rude med. Men de kan ikke komme igennem panserglasset. Se, der er de der små pletter - og stenen, de brugte, er knækket," fortæller Stig Andersen til Ugebladet.
Ifølge Stig Andersen sker det en gang om året, at nogle forsøger at bryde ind i butikken. Senest natten til onsdag. Tre uger tidligere forsøgte de at bryde døren op med kpben eller noget andet.
"Det kan de også lige så godt lade være med. Det er en bankboksdør," siger butikschef hovedrystende.