Flere varebiler lænset for værktøj: Tyve har smadret og boret sig ind
Jacob Nielsen
Natten til onsdag har der været en serie af tyverier fra håndværkerbiler i Herning-området, skriver TV Midtvest.
I alt ni varebiler er blevet lænset for værktøj for mere end 150.000 kroner. Fremgangsmåden har i alle tilfælde været den, at man enten har knust forruden eller har boret dørhåndtag op for at komme ind i køretøjerne.
”Gerningsmændene har været hurtigt inde og hurtigt ude igen, og meget tyder på, de bare har taget det, der lige så mest værdifuldt ud,” siger politikommissær Lars Elmstrøm fra lokalpolitiet i Herning til TV Midtvest.
Midt- og Vestjyllands Politi hører gerne fra folk, der kan have oplysninger i sagen, på telefon 1-1-4.