Fortsæt til indhold

Biler kørte frontalt sammen ved Glesborg

Færdselsuheld med store materielle skader

Krimi
Jeppe Rafn

Tirsdag eftermiddag skete der et færdselsuheld på Rimsøvej cirka midt imellem Rimsø og Glesborg.

Det skete kl. 14.40, hvor to biler kom kørende i hver sin retning og stødte frontalt sammen. Den ene bil væltede om på siden, og der skete store skader på bilerne.

Den ene bilist var en 33-årig kvinde, der bor i postnummer Grenaa. Hun kom kørende på Rimsøvej mod øst, og det var hendes bil, der væltede om på siden.

Den anden bilist, der kørte mod vest, var en 33-årig mand, der ligeledes bor indenfor postnummer 8500.

Begge bilister blev kørt til tjek på skadestuen, men ineg af dem kom umiddelbart alvorligt til skade, oplyser Østjyllands Politi.

Uheldet skete på en lige strækning, men det fremgår ikke af politiets foreløbige rapport, hvem af bilisterne der kom over i den andens vejbane og var skyld i uheldet. Det oplyser pressemedarbejder Jakob Christiansen, Østjyllands Politi.