Lejlighed sat i brand: Politiet søger vidner
Østjyllands Politi søger vidner til en brand, der opstod i morges i en lejlighed på Tøjhusevej i Randers
Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der har set noget mistænkeligt på Tøjhusevej i Randers i tidsrummet omkring kl. 7.00 – 7.30 i morges. Her blev en brand nemlig påsat og en lejlighed blev svært brandskadet.
Kort efter anmeldelsen var politi og brandvæsen på stedet, og seks personer blev evakueret fra flere omkringliggende lejligheder. Ingen personer kom umiddelbart til skade.
Ud fra vidneforklaringer og spor fundet på stedet, efterforsker Østjyllands Politi branden som påsat. Efterforskningen peger på, at motivet bunder i en intern konflikt.
Politiet hører gerne både fra vidner, der har set noget mistænkeligt på Tøjhusevej i Randers men også fra folk der har set noget mistænkeligt på tankstationer rundt om i Randers op til brandtidspunktet.
Oplysninger kan gives på telefon 1-1-4.