Amok ved Harald Nyborg: Pludselig var 15-20 personer i et kæmpe slagsmål
Der blev brugt køller, jernstænger og skruetrækkere
Østjyllands Politi søger vidner til et kæmpeslagsmål tirsdag aften ud for Harald Nyborg på Tilst Søndervej i Tilst ved Aarhus.
Østjyllands Politi fik kl. 17.50 en anmeldelse om, at 15-20 personer var oppe at slås. Under slagsmålet blev der ifølge anmeldelsen sprøjtet med peberspray og brugt flere slagvåben, blandt andet jernstænger og køller. Flere patruljer blev straks sendt til stedet, hvor der var tre mænd, der angiveligt var blevet overfaldet af en gruppe mænd, skriver Lokalavisen Aarhus.
En 32-årig havde fået flere overfladiske sår i ansigtet efter at være blevet stukket med en skruetrækker, mens en 27-årig mand havde mindre skader i baghovedet, efter der var kastet en sten på ham. Begge slap dog umiddelbart med mindre skader. Den tredje mand var uskadt.
Gerningsmændene var forsvundet, og politiet efterforsker nu sagen for at finde ud af, hvad der præcist skete, og hvem der gjorde der, skriver Lokalavisen Aarhus.
Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har set episoden tirsdag aften eller har oplysninger om, hvem gerningsmændene kan være. Alle oplysninger kan gives til politiet på telefon 114.