Uhyggelig arbejdsulykke i frugtplantage: Mand i yderste livsfare
Kravlede ind i kølerum uden ilt
En 28-årig mand fra Polen er i yderst kritisk tilstand. Han blev tirsdag fundet livløs i et kølerum på den frugtplantage i Odsherred, hvor han arbejder.
Onsdag eftermiddag er mandens tilstand ikke forbedret, og hans forældre fra Polen er kommet til Danmark, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
Der er tilsyneladende tale om en arbejdsulykke. Manden var af uvisse årsager kravlet ind i et kølerum, der bliver brugt til opbevaring af frugt.
For at holde frugten frisk så længe som muligt, er der i kølerummet meget iltfattigt. I rummet er der således kun en iltprocent på én procent.
Den 28-årige kom ind i rummet gennem et vindue. Formentlig kravlede han ud på nogle frugtkasser, men mistede balancen. Han faldt ned fra kasserne og slog hovedet kraftigt.
Efterfølgende blev han fundet livløs af en kollega.
Den 28-årige bor i Danmark med sin kæreste, skriver Ritzau.