93-årige Amalie brækkede hofte og håndled tre dage før jul: Fredag ville sygehuset sende hende hjem
Sygehuset vil sende 93-årige Amalie hjem med brækket hofte og håndled. Dybt uforsvarligt, mener familien.
Det har mildt sagt været en frustrerende jul for Gunnar og Ejnar Lauritzen. Deres 93-årige demente mor, Amalie Lauritzen, brækkede hofte og håndled tre dage før jul, men fredag ville sygehuset sende hende hjem.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Heldigvis fik de fredag eftermiddag besked på, at hun bliver på sygehuset indtil efter nytår, da der ikke er installeret hjælpemidler i hendes lejlighed.
"Det er da positivt, så er der trods alt opsyn med hende," siger Gunnar Lauritzen, som stadig frygter for, hvad der sker, når moren kommer hjem først i det nye år, til Jydske Vestkysten.
Den 93-årige kvinde er dement og spiser næsten ingenting. Hun vejer blot 31 kilo, men sygehuset vil sende hende hjem til sin egen lejlighed i Aabenraa.
"Hun kan slet ikke klare sig herhjemme, selv om hjemmeplejen kommer flere gange om dagen. Hun stod op af sin seng på sygehuset i nat, og de fandt hende på gulvet," fortæller Gunnar Lauritzen til avisen.