Politiet: "Vi kan desværre ikke oplyse nærmere om antallet af dræbte"
131 passager var ombord på det tog som afgik fra Aarhus onsdag morgen klokken 05:19 mod Københavns Lufthavn. Flere af dem blev dræbt og flere blev såret, da toget omkring klokken 07:30 blev ramt af dele af et modkørende godstog som fragtede øl. Det oplyser TV2.dk
Politiet har netop afholdt pressemøde på Politigården i Odense om den voldsomme togulykke, og her var politidirektør hos Fyns Politi, Arne Gram, forsigtigt med at oplyse detaljer om ulykken.
"Vi kan desværre ikke på nuværende tidspunkt oplyse nærmere om antallet af dræbte. Det håber jeg I har respekt for," sagde han til den fremmødte presse.
Han ville således ikke bekræfte oplysninger, som DSB tidligere på formiddagen har meldt ud om, at seks passagerer skulle være blevet dræbt.
Arne Gram fortalte, at politiets fokus har været at redde liv og tage hånd som de tilskadekommende.
Netop nu pågår et større oprydningsarbejde, og man er igang med at skabe det endelige overblik over ulykken.
Klokken 12 vil politiet afholde endnu et pressemøde, hvor man formentlig vil kunne komme med flere detaljer.