Kæmpe sølvkup - 3 mio. i dusør: Nu er to personer anholdt i dybeste hemmelighed
Ved indbrud i en bolig i Gentofte blev der stjålet antikt sølvtøj for en værdi af mellem 10 og 15 millioner kroner
To personer er blevet varetægtsfængslet i forbindelse med tyveri af sølv for flere millioner kroner
Natten til lørdag den 8. september blev der begået indbrud i en bolig i Gentofte, hvor der blev stjålet antikt sølvtøj for en værdi af mellem 10 og 15 millioner kroner.
Nordsjællands Politi har siden indbruddet efterforsket sagen, og torsdag den 13. december førte politiets arbejde til, at to mistænkte personer blev anholdt i sagen. De to blev dagen efter anholdelsen fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre i Retten i Lyngby, hvor de i første omgang blev varetægtsfængslet frem til den 11. januar 2019. Der blev i den forbindelse nedlagt navneforbud.
"Lige nu holder vi kortene tæt på kroppen, angående hvem vi har anholdt, og hvordan vi er kommet på sporet af dem, da vi forventer at foretage flere anholdelser i sagen," siger politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi.
I umiddelbar forlængelse af anholdelserne kom Nordsjællands Politi i besiddelse af en større mængde sølvtøj. Ejeren af sølvtøjet har i dag besigtiget det fundne sølvtøj, og her kunne det konstateres, at alt det stjålne sølvtøj fra indbruddet nu er fundet igen. Sølvtøjet forbliver dog indtil videre i politiets varetægt, da det stadig er et vigtigt spor i sagen.
"Det er et stort gennembrud, at vi både har anholdt to personer og fundet alt sølvtøjet, men gennembruddet lægger ikke en dæmper på vores efterforskning, som vi ufortrødent fortsætter. Af hensyn til det fremadrettede arbejde kan jeg dog ikke afsløre yderligere," siger Henrik Sejer.
Ejeren af sølvtøjet udlovede efter indbruddet en dusør på 3 millioner kroner, hvis man kunne bringe sølvtøjet tilbage til dets retmæssige ejer. En eventuel udbetaling af dusøren er et privat anliggende for sølvtøjets ejer, oplyser Nordsjællands Politi.