Væltet øl kom til at koste mand 5.000 kroner
28-årig mand blev snydt på MobilePay, da han skulle betale for en øl, han havde væltet
En 28-årig mand fik lidt af et chok, da han onsdag vågnede efter at have været i byen.
Her opdagede han nemlig på sin Mobilepay-app, at han i løbet af natten var blevet 5.000 kroner fattigere.
Årsagen var, at han ved Clemens Bro ved Åboulevarden i Aarhus kom til at sparke til en øl, der stod på jorden, da han var på vej hjem fra byen ved 05-tiden.
Ved foden af trappen stod tre mænd, og den ene af dem var indehaver af den væltede øl. Han blev sur og krævede, at den 28-årige betalte ham 50 kroner som erstatning for øllen.
Det indvilligede han i, men da han ikke havde kontanter på sig, foreslog han at overføre pengene via MobilePay.
Han tog derfor sin telefon og indtastede 50 kroner, hvorefter han rakte telefonen til manden, så han selv kunne indtaste sit telefonnummer.
Herefter fik han telefonen igen og gik hjem i seng, oplyser Østjyllands Politi.
Først da han vågnede onsdag opdagede han, at der var blevet overført 5.000 kroner i stedet for en 50'er.
Da overførslen skete via et telefonnummer tilknyttet MobilePay, har politiet en formodning om, hvem modtageren af de 5.000 kroner er.
dp