Politiet beder om hjælp i jagt på drabsmand: "Se jeres billeder og videoklip igennem"
Københavns Politi håber, der findes billeder eller videooptagelser af den mand, som knivdræbte en 19-årig midt i København nytårsnat
Københavns Politi leder fortsat efter vidner til det brutale knivdrab på en 19-årig, som skete nytårsnat foran Borgergade 2 i København og beder alle, der var til stede eller ved noget, om at henvende sig.
Drabet skete ved krydset mellem Gothersgade og Borgergade omkring klokken 04.00 nytårsnat. På det tidspunkt opstår der højtlydte uoverensstemmelser mellem to grupper unge mænd, hvilket fører til knivdrabet på den 19-årige. Tre af hans venner, alle 20 år gamle, blev såret i samme angreb. De er alle uden for livsfare.
De unge mænd havde først befundet sig foran 7-Eleven i Gothersgade, hvor de kom op og skændes højlydt. De bevægede sig så et kort stykke ind i Borgergade, hvor selve knivoverfaldet skete foran en restaurant i nummer 2.
Københavns Politi er meget interesseret i at tale med enhver, der har befundet sig i området og kan have set noget – både skænderiet og selve overfaldet.
"Der var rigtig mange mennesker på gaden på det tidspunkt, og vi håber meget, at vi i dag kan komme i kontakt med nogle af dem, der ikke har set nyheder i går," siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet, Brian Belling.
Københavns Politi er i særlig grad interesseret i at tale med personer, der har taget billeder eller optaget video på det tidspunkt i området.
"Jeg vil gerne opfordre alle, der har været i nærheden, til at se deres billeder fra nytårsnat igennem. Det kan være, at der gemmer sig noget i baggrunden," siger Brian Belling.
Gerningsmændene er muligvis efterfølgende løbet tilbage til Gothersgade og er derfra flygtet videre. Det efterlyser Københavns Politi også vidner til.
"Vi er i fuld gang med efterforskningen, men har brug for offentlighedens hjælp. Der er helt sikkert flere, som har set noget, der kan hjælpe os til at finde gerningsmanden," siger Brian Belling.
Vidner bedes henvende sig til Københavns Politi på telefon 1-1-4.
jn