Fortsæt til indhold

Hundepatrulje eftersatte varevogn: Pludselig stod politibilen i flammer

En patruljevogn fra Syd- og Sønderjyllands Politi brød i brand under jagten på indbrudstyve natten til søndag.

Krimi
Daniel Sennek

"De ser en hvid varebil, der kører imod dem. Det er i sig selv interessant, så de vender og vil køre efter den, og så går der lige pludselig ild i bilen. Så bliver det deres fokus," fortæller vagtchef Bjørn Pedersen til Ekstra Bladet.

To betjente og to politihunde befandt sig i bilen, da den brød i brand, men alle fire er uskadte efter bilbranden.

"Det har de taget i stiv arm. Der skal sgu mere til at ryste dem. De er jo kørt ud til en alarm, så de har muligvis kørt ild i den. Der er måske kørt lidt hårdt i den, men det skulle der jo ikke gå ild i den af," siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

Patruljen var på vej til et indbrud, da de stødte på tyvene i varevognen. En anden patrulje fik dog fat i den ene af tyvene, mens det lykkedes for den anden at stikke af.

Den anholdte er søndag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger.