Sigtet for årelangt misbrug af steddatter
En ung pige fra Aarhus er ifølge Østjyllands Politi blevet misbrugt af sin stedfar over en længere periode
En 40-årig mand fra Aarhus blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Manden er sigtet for 'andet seksuelt forhold med barn'.
Barnet er ifølge Marianne Birk, anklager ved Østjyllands Politi, mandens steddatter.
Overgrebene mod steddatteren blev begået i Aarhus og skulle blandt andet have omfattet beføling og indføring af fingre.
Pigen er i dag 15 år gammel, men overgrebene foregik angiveligt over en femårig periode og startede dermed, da pigen var blot 10 år gammel.
Dommeren besluttede under fredagens grundlovsforhør, der foregik bag lukkede døre, at manden skulle varetægtsfængsles i fire uger.
Den 40-årige har endnu ikke besluttet, om han vil kære den kendelse.