Fortsæt til indhold

Politiet tog knallert i Grenaa

Gentagen kørsel uden kørekort har kostet 45-årig mand sin knallert

Krimi
Arkiv

En 45-årig mand fik onsdag kl. 12.23 beslaglagt sin knallert, da han blev standset på Åboulevarden i Grenaa. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Det viste sig nemlig, at han ikke havde førerret til at køre knallert, og at det ikke var første gang, han var blevet taget i at køre knallert uden at have kørekort. Når man gentagne gange bliver taget i at køre uden kørekort, kan politiet beslaglægge køretøjet med henblik på at konfiskere det.

Den 45-årige mand blev desuden sigtet for narkokørsel, fordi han virkede påvirket.

Døgnrapporten indeholder yderligere to sager fra Djursland:

Den ene handler om, at en 47-årig mand onsdag kl. 20.13 blev sigtet for spritkørsel, da han blev standset i bil på Molsvej i Rønde.

Den anden drejer sig om et indbrud i en bolig i Doktorparken i Auning, der er begået mellem tirsdag 28/8 kl. 17.00 og onsdag 29/8 kl. 10.00.

jr