15-årig sigtet i sag om brutalt overfald på mand, der ville hjælpe trafikofre
Fyns Politi har anholdt en 15-årig og sigtet ham for at være en del af det grove overfald på Jane Jeginds mand, Lars Møllerhøj
30. maj sent om aftenen forsøgte Lars Møllerhøj, rådmand Jane Jeginds mand, at hjælpe en bilist, der var kørt ind i et hus i Seden Strandby i Odense NØ. I stedet for blev han slået ned - Lars Møllerhøj brækkede næsen og fik hjernerystelse.
Det hele startede med, at en bil kørte galt og væltede rundt i krydset ved Kragenæsvej og Seden Strandgyde.
Lars Møllerhøj så tre piger ved den forulykkede bil. Han spurgte om, de var okay, men i stedet kom en sort bil kørende, og ud steg fire mænd. De overfaldt Lars Møllerhøj med slag og spark. Han mistede bevidstheden og blev slået i gulvet.
Fyns Politi anholdt onsdag en ung mand i forbindelse med et røveri mod en kiosk i Bolbro, og han er nu også sigtet for at deltage i det voldelige overfald på Lars Møllerhøj. Torsdag formiddag klokken 11 bliver han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense med krav om varetægtsfængsling, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
(emhe)