39-årig trampet i ansigtet for sølle 70 kroner
To gerningsmænd spurgte, om de kunne låne telefon
En 39-årig mand har mandag meldt et røveri til Nordsjællands Politi. Den 39-årige, der er fra Hillerød, blev søndag aften omkring klokken 22-22.30 udsat for et overfald på Hillerød Station.
"Han venter på lokaltoget og bliver kontaktet af to personer fra en gruppe på 8-10 personer. De spørger, om de må låne hans telefon," siger politikommissær Morten Riisager-Pedersen fra Nordsjællands Politi.
Den 39-årige har beskrevet gruppen som værende af "anden etnisk oprindelse end dansk" og har ikke noget signalement af gruppen, eller af de to der endte med at røve ham.
"Han siger til de to, at de må låne en telefon af deres kammerater. Herefter bliver han grebet i begge arme," siger Morten Riisager-Pedersen.
LÆS OGSÅ: Unge mænd bag brutalt overfald: 9-årig dreng sparket i ansigtet på åben gade
Manden bliver skubbet over til stisystemet bag det tidligere posthus. Her bliver han slået på kroppen og i ansigtet og senere trukket ned på jorden, hvor de to gerningsmænd blandt andet tramper den 39-årige i ansigtet. Han bliver vendt om på maven, hvor han bliver frarøvet 70 kroner fra baglommen. Gruppen flygter mod Petersborgvænget.
"Det er de to, der overfalder ham, men han har forklaret, at han fornemmer, at resten af gruppen står meget tæt på ham," siger Morten Riisager-Pedersen.
Den 39-årige har efter en tur på skadestuen fået konstateret et kraftigt hævet blåt øje på højre side, hudafskrabninger i ansigtet og på venstre håndled og en del ømhed i kroppen.
Del og spred meget gerne efterlysningen i Facebookopslaget nedenfor.