Fortsæt til indhold

Politiet takker morgenfrisk mand, der anmeldte indbrud i hvidevarebutik i Aarhus C

Indbrudstyv fanget takket være hurtig anmeldelse

Krimi
Arkiv

En mand ringede tirsdag morgen klokken 5.22 til politiet og fortalte, der var gang i et indbrud i en hvidevarebutik i Nørregade i Aarhus C, hvor en anden mand flere gange forsøgte at bryde en dør op med et koben.

Manden med kobenet var stadig på stedet og stak af i fuld fart på en cykel, da han så den politibil, som straks var blevet sendt ud på stedet.

Betjentene mistede ham af syne i en baggård i Paradisgade og tilkaldte derfor en hundepatrulje, som hurtigt fik færten og snusede sig frem til en taske, der lå gemt under en bil i Paradisgade. Derefter fandt hunden frem til tyven og begyndte at gø af manden, der gemte sig bag en bil i Paradisgade.

Det var en 41-årig mand, der blev anholdt og sigtet for indbrudsforsøg. Tæt på mandens gemmested lå der et koben, som politiet formoder har været brugt til indbrudsforsøget.

Det oplyser Østjyllands Politi, der takker den morgenfriske mand for godt arbejde.

jr