Fortsæt til indhold

Aggressiv hashpusher anholdt i midtbyen

Det gik ud over en gruppe unge mennesker

Krimi
Arkiv

En gruppe unge mænd anmeldte natten til torsdag klokken 3.33, at en mand havde forsøgt at sælge dem hash og var blevet voldelig, da de afslog at købe. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

En politi-patrulje kørte hurtigt til Mindebrogade i Aarhus C, hvor de unge befandt sig. Her forklarede de, at manden havde tildelt den ene et knytnæveslag i ansigtet, sparket en anden i brystet, og en tredje havde fået et cirkelspark i ansigtet, inden gerningsmanden trak en kniv og løb fra stedet.

Ved hjælp af et godt signalement fandt en anden patrulje hurtigt frem til den formodede gerningsmand, der befandt sig i Fredensgade. Her blev han, en 46-årig mand, anholdt og sigtet for vold mod de tre mænd.

Anholdelsen fik dog ikke den 46-årige til at falde ned, og det gik ud over de to betjente, som han forsøgte at sparke ud efter. Det blev han også sigtet for, ligesom han blev sigtet for at være i besiddelse af en klump hash.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jwh