74-årig mand dræbte sin kone med flere knivstik: Ville indlægges på psykiatrisk sygehus, men blev nægtet
En 74-årig mand, der dræbte sin kone sidste år, er blevet erklæret sindssyg og er blevet idømt en behandlingsdom for drabet.
De havde været gift i 50 år, men det sluttede brat i november sidste år, da den 74-årige mand stak sin 71-årige kone ihjel med flere knivstik på deres fælles bopæl i Aalborg. Nu er manden blevet erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket og idømt en behandlingsdom.
Det skriver TV 2 NORD.
Sagen var fredag for retten i Aalborg, hvor den 74-årige mand erkendte sig skyldig.
Det er både Retslægerådet og psykiatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, der har erklæret manden for sindssyg - også i gerningsøjeblikket.
"Han har forklaret, at samme dag som det sker, havde han og konen været på psykiatrisk sygehus, fordi han ville indlægges. Der mente man ikke, der var grundlag for at indlægge, så han blev sendt hjem igen for så at skulle gå til egen læge. Om natten ligger han og spekulerer, og kan ikke beslutte sig for, om han vil indlægges eller ej. Konen ville have, at han skulle indlægges, men det ville han ikke alligevel, og det er derfor han ender med at slå hende ihjel," siger politianklager Peter Rask til TV 2 NORD.
Efter drabet ringede manden selv til politiet og fortalte, at han havde slået sin kone ihjel.