Blotter i Mindeparken: Sad ved springvandet og viste kønsdele
Politiet leder efter en blotter, som mandag var på spil i Mindeparken i Aarhus
Østjyllands Politi fik mandag klokken 16.29 en anmeldelse om en mand, der sad ved springvandet i Mindeparken med blottede kønsdele. Det oplyser politiet i døgnrapporten.
Politiet har endnu ikke fundet frem til den mandlige blotter og søger derfor efter vidner, der har set manden. Det er dog et noget sparsomt signalement, som politiet har. Ifølge anmeldelsen var manden iført grå trøje og blå jeans, og så bar han en kasket.
Kan man hjælpe politiet i sagen, bedes man kontakte det på telefon 114.
Døgnet i øvrigt
Butikstyve afsløret
To 16-årige butikstyve blev mandag klokken 17.45 tilbageholdt af en vagt i Magasin og efterfølgende sigtet for tyveri af to parfumer til en værdi af 790 kroner.
Færdsel
Der skete et mindre færdselsuheld mandag klokken 11.59 i krydset Viborgvej/Runevej i Aarhus V. En 29-årig kvinde holdt tilbage for en modkørende venstresvingende ladvogn, da hun blev påkørt af en 27-årig mand. Det skete mindre materielskade og umiddelbart ingen personskade. Manden blev sigtet for ikke at have holdt afstand til den forankørende.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Aarhus Kommune:
- På Finsensgade i Aarhus begået mellem søndag d. 9.9. kl. 19.00 og mandag d. 10.9. kl. 08.30.
- På Mageltornvej i Risskov begået mandag d. 10.9. mellem kl. 08.00-13.40.
- På Skovvangsvej i Aarhus begået mandag d. 10.9. mellem kl. 08.25-18.23.
- På Stockholmsgade i Aarhus begået mandag d. 10.9. mellem kl. 19.30-19.35.
jwh