Tricktyveri: Ældre kvinde blev distraheret og fik stjålet sin pung fra trolley
Tysktalende mand kommenterede på ældre kvindes æbler
En 71-årig kvinde blev torsdag mellem klokken 13 og 13.30 udsat for et tricktyveri i Føtex i Viby Centret på Viby Ringvej i Viby.
Kvinden har til politiet forklaret, at hun stod i grøntafdelingen og blev kontaktet af en tysktalende mand, der kommenterede på de æbler, hun havde valgt.
Efter episoden opdagede hun, at hendes pung var væk fra hendes medbragte trolley.
Den formodede tricktyv beskrives som:
- Nordeuropæisk af udseende
- Ca. 60-65 år
- Ca. 168 cm høj
- Almindelig af bygning
- Hvid i huden
- Talte tysk
- Iført grå kasket
Østjyllands Politi anbefaler, at man er opmærksom, hvis man får en lignende henvendelse. Derudover anbefales det, at man holder sine værdier tæt på kroppen, når man færdes i det offentlige rum. Er man ude at handle, kan det være en fordel at beholde tasken på i stedet for at lægge den i en indkøbsvogn eller kurv. Har man oplysninger i den konkrete sag, kan man ringe til politiet på telefon 114.
jr