15-årige Johan forsvundet på vej til skole: Nu er der nyt i sagen
Midt- og Vestjyllands Politi efterlyste onsdag 15-årige Johan, fordi han ikke var blevet set siden han forlod sin bopæl i Stoholm mandag morgen. Nu er Johan blevet fundet i god behold.
"Vi har modtaget et opkald fra nogen af af hans og familiens bekendte, som fortalte, at han var hos dem," siger politikommisær ved Lokalpolitiet i Viborg, Thomas van Norde, til B.T.
Det var onsdag aften omkring klokken 23, at politiet modtog opkaldet, og Johan er nu blevet genforenet med sin familie.
"Johan, som i går blev efterlyst i Stoholm-området, er fundet i god behold. Tak til alle, der holdt øje," skrev politiet på Twitter.
Teenageren var på vej til skole, da han forsvandt mandag morgen, men politiet har ikke yderligere oplysninger i sagen, der heldigvis endte lykkeligt.
"Der er ikke sket noget kriminelt, så politimæssigt er sagen afsluttet," siger Thomas van Norde til B.T.