Politiet massivt til stede: Opgang evakueret - mand har forskanset sig og udløst tåregas
Midt- og Vestjyllands Politi er i øjeblikket til stede på Havrevej, Thisted, med flere patruljer. En beboer i en opgang har udløst tåregas og vil ikke forlade ejendommen. Alle beboere i opgangen er evakueret.
SENESTE NYT: MANDEN ER BLEVET ANHOLDT
Natten til tirsdag har der udspillet sig et stort drama, der fortsat er i gang i skrivende stund. Klokken 02.20 udløste en 44-årig mandlig beboer på Havrevej i Thisted tåregas i sin opgang.
Tåregassen trak ind i de øvrige lejligheder i opgangen, hvor beboerne derefter oplevede kraftig irritation i øjne, næse og mund, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Efterfølgende er alle øvrige beboere i opgangen evakueret til et nærliggende beboerhus, og politiet arbejder nu på en løsning for den 44-årig mand, der fortsat opholder sig i sin lejlighed og ikke ønsker at forlade ejendommen.
"Vi ved endnu ikke, hvorfor den 44-årig beboer har valgt at udløse tåregas, men der er tale om en psykisk uligevægtig mand, som vi nu skal have taget hånd om," siger vicepolitiinspektør Henrik Glintborg.
Et område omkring ejendommen og på Havrevej er afspærret for at give plads til politiets arbejde på stedet. Borgere kan frit færdes i området uden for afspærringen.