Fortsæt til indhold

Tyv vristede sig fri af betjent: I dag faldt hammeren for kikset indbrud

33-årig mand varetægtsfængslet for indbrud

Krimi
Jeppe Rafn

En af politiets patruljer fandt i går en 33-årig mand, som politiet har været på udkig efter i godt et par uger.

Han blev sigtet og anholdt for et indbrud i en lejlighed i Ivar Huitfeldts Gade på Trøjborg i Aarhus N, hvor han var gået ind og havde taget en bærbar computer. På vej ud af døren blev han opdaget af beboeren, der tog computeren fra ham, hvorefter han stak af.

Ud fra beboerens beskrivelse af tyven, der havde en tatovering under det ene øje, fik politiet mistanke til den 33-årige mand, der er kendt for lignende kriminalitet.

Politiet kunne ikke umiddelbart finde ham, men nogle dage senere opdagede en kvindelig betjent ham i sin fritid. Hun prøvede at tilbageholde ham, men han vred sig fri og stak af.

Efter anholdelsen i går blev den 33-årige mand i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, der valgte at varetægtsfængsle ham i fire uger.

Opdatering: Den 33-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægtede at udtale sig og kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling #anklager #politidk https://t.co/YWUDcGbUJG

— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) 20. september 2018

Han er sigtet for tyveri og for at have flygtet fra betjenten, der prøvede at anholde ham. Politiet oplyser, ar han nægtede at udtale sig i retten, men ikke kærede varetægtsfængslingen.